Maleri og collage
2020
(Video: Heine Sand Kristensen)
Musikken i billedet
Udstilling i Nordens Hus i Reykjavik 2014
Hans Mortens billeder fokuserer på musik og drama.
Han har fulgt cirkus- og teatergrupper på nært hold, og det er oplevelserne herfra, der er grundlaget for hans billeder på denne udstilling. Motiverne kan være klassiske musikere, afrikanske dansere eller Odin Teatrets Verdensteater-forestillinger.
Farve, lys og mørke i disse motiver, aktørernes bevægelser, forestillingers stemningsskift fra det lyriske til det dramatiske og musikkens rytmer og kadencer forplanter sig til billederne.
Penselstrøgene beskriver oplevelsen, og collage (tekst, noder, billeder) ja undertiden geometriske former dukker op og danner med- og modspil. Ofte opstår uventede, ”tilfældige” virkninger, når disse forskellige udtryk møder hinanden. Billedet bliver således det sted, hvor disse forskellige udtryksformer spiller sammen og danner en helhed som de forskellige instrumenter i et stykke musik. Selv er Hans Morten amatørmusiker.
Påskeudstilling i Galleri Fjaltring 2014
Galleri Fjaltring åbner 2014 med en udstilling af maleren Hans Morten. Store malerier på lærred og papir fyldt med rytme, energi og farver. Hans Morten bor i Hygum, i de store bakker mellem Lemvig og Harboøre med udsigt til Limfjorden og Vesterhavet. Her malede Niels Bjerre landskaber, mennesker og missionen for 100 år siden.
Det lokale landskab møder vi ikke direkte i Hans Mortens billeder. Her marcherer eksotiske veloplagte indre landskaber frem i stærke farver. Vi ser skikkelser af dyr og mennesker, ryttere og dansere. Men det er først og fremmest penselstrøg og farver, der giver liv og rytme til billederne. Derfor kan hans billeder også ses som
abstrakte farvekompositioner.
Oplevelsen af farverne driver Hans Mortens arbejde frem med mange eksperimenter og forsøg. Han arbejder til stadighed med sin egen helt personlige stil og dagsorden.
Hvis man aner indonesiske markedspladser, tibetanske tempeloptog eller teatralske optrin i hans billeder, er det sikkert rigtig set. Hans Morten er inspireret af rejser og indtryk fra bl.a. Indonesien, Thailand, Indien og Tibet. Han har også tegnet på Odin Teatret og andre teatre og i cirkus. Rytme og energi fra teatret, hvor koreografien allerede har forenklet og fokuseret udtrykket, forplanter sig til hans billeder.
Portrætfilm
(Snorre F. Ruhe, Jakob Wåge, Sebastian Taheri, Daana R. Geisler)
Former og farvesymfonier
Tom Jørgensen, kunstskribent
Om Hans Mortens kunstneriske univers
(uddrag)
Falder talen på Hans Morten, er der ingen tvivl. Det er farven, der er grundlaget for alt. Uanset, hvor han finder sine motiver, bliver indtrykkene omsat i kraftige, spontant udførte penselstrøg med brug af stærke komplementærfarvekontraster. Det er den citrongule overfor den violette, det er den lidenskabelige røde overfor den rolige balanceskabende grønne og det er en nærmest meditativ blå overfor en friskt lysende orange. Retter Hans Morten senere på maleriet, er det ikke for at opfylde rationelle kompositoriske love, men for at finde den helt rigtige tone til billedet. Med Hans Morten har vi som Delacroix og Kandinsky med en kunstner at gøre, der arbejder med maleriet som var det en symfoni. En farvesymfoni med den samme dialog af klangbunde, rytmeskift, pauser og dramatiske finaler som et værk af Beethoven eller Stravinsky. Det er derfor, hans malerier emmer af musik og det med et register af nuancer, der alt efter beskuerens associationer kan føre en til Pierre Dørge, Carl Nielsen, Edward Grieg eller til balinesisk musik.
Hvordan når Hans Morten frem til en sådan farvekraft? Ja, det er ikke noget, der kan læres. Han må være født med en indlevelsesevne ud over det sædvanlige. En evne, som selvfølgelig er blevet udviklet og forfinet i løbet af årene, men som ikke desto mindre virker helt ægte, ukunstlet og stærk som bare fanden. Når Hans Morten maler motiver fra de mere eksotiske områder af vores jordklode, er farvestyrken næsten givet af sig selv, men når han bevæger sig ind på vores skandinaviske område med det blødere lys og den ofte blytunge himmel, kommer farvekraften ikke af sig selv. Her må Hans Morten som Erik Hoppe og Oluf Høst bruge hele sin kolossale indlevelsesevne og temperament for ligesom at suge farven ud af omgivelserne og få billederne til at minde om et festfyrværkeri eller, for nu at blive lidt højstemt, et naturevangelium.
Det er klart, at for en kunstner som Hans Morten, betyder tidens aktuelle stiltrends mindre end den indre overbevisning om at gøre det rigtige og nødvendige. Det er uomtvisteligt, at hans slægtskab ligger hos ekspressive og farvestærke kunstnere som de tyske ekspressionister, ikke mindst Emil Nolde, og så de danske ditto med Hoppe og Høst som de mest oplagte eksempler.Da stil for alle disse var underordnet spørgsmålet om udtrykskraft og visioner, er det imidlertid mere et slægtskab i kunstnerisk integritet og kompromisløshed, der gør Hans Morten til en samtalepartner med disse kunstnere.Hans Morten er helt sin egen og det er fornøjelse at følge hans livtag med motiverne. Et livtag, der får os til at føle blodet i vores årer og vække vores slumrende instinkter.
Motiver og malemåde.
Ofte er det sanseoplevelserne, der sætter gang i maleproocessen. Kornmarkerne ellerhavnen med dens stærke farver og lugt af rå fisk. Eller oplevelser fra rejser -spraglede markedspladser med særprægede bygninger, fremmede mennesker, frugterog krydderier. Eller motivet kan være cirkusartister, dansere eller andre optrædende.
Oplevelsen af farver, lys og liv ved disse motiver er det bærende i mine billeder ognæsten enhver lejlighed benyttes til at bruge stærke farveklange.
Farverne er afsat med hurtige, brede penselstrøg - det giver billedet et groft,skitseagtigt præg, hvor motivet undertiden kun antydes. Billedet males i flere lag, ogundervejs ændres dele af motivet, mens det underliggende stadig anes. Penselstrøgenehar deres eget liv og det færdige billede består af abstrakte former og rytmer, samtidigmed at der som regel udkrystalliseres et motiv, når man ser billedet i sin helhed.
Hans Morten
Musik for pupillerne.
uddrag af anmeldelse af Konrad Guldberg.
1994
Hans Morten pirker til os med visioner om frihed og livsglæde ved at give os indsigt i mødet mellem abstrakte og genkendelige former. Og virkeligheden byder på oplevelser, der er så eksotiske og mangfoldige, at de end ikkeovergås af fantasien.
Hans Morten markerer sig som et legende menneske for hvem farvelidenskaben er dyb alvor. Hans lysende motiver virker frigørende i deres veloplagthed. En veloplagthed, som vokser på glæde ved og undren over det skønne i landskabet og i en del af de mennskeskabte omgivelser. Med impulsiv maleglæde arbejder han voldsomt og dramatisk - med fejende og hurtige penselstrøg. I brede, tykke lag. Med lag på lag i mange arbejdsgange. Han elsker lysets spil og rigdommen i den tykke pigmentmasses eruptive stoflighed. Som lava, der er fuld af ulmende glød. Man må vel kalde ham ekspressionist. Men han er det på en helt særligmåde. Han skaber i mange af sine billeder en vibrerende, flimrende og lysgennemtrukken sprødhed - som impressionisterne. Der er sind, stemning og lyd i Hans Mortens maleri.