Former og farvesymfonier

Tom Jørgensen, kunstskribent

Om Hans Mortens kunstneriske univers

(uddrag)

 Falder talen på Hans Morten, er der ingen tvivl. Det er farven, der er grundlaget for alt. Uanset, hvor han finder sine motiver, bliver indtrykkene omsat i kraftige, spontant udførte penselstrøg med brug af stærke komplementærfarvekontraster. Det er den citrongule overfor den violette, det er den lidenskabelige røde overfor den rolige balanceskabende grønne og det er en nærmest meditativ blå overfor en friskt lysende orange. Retter Hans Morten senere på maleriet, er det ikke for at opfylde rationelle kompositoriske love, men for at finde den helt rigtige tone til billedet. Med Hans Morten har vi som Delacroix og Kandinsky med en kunstner at gøre, der arbejder med maleriet som var det en symfoni. En farvesymfoni med den samme dialog af klangbunde, rytmeskift, pauser og dramatiske finaler som et værk af Beethoven eller Stravinsky. Det er derfor, hans malerier emmer af musik og det med et register af nuancer, der alt efter beskuerens associationer kan føre en til Pierre Dørge, Carl Nielsen, Edward Grieg eller til balinesisk musik.

 Hvordan når Hans Morten frem til en sådan farvekraft? Ja, det er ikke noget, der kan læres. Han må være født med en indlevelsesevne ud over det sædvanlige. En evne, som selvfølgelig er blevet udviklet og forfinet i løbet af årene, men som ikke desto mindre virker helt ægte, ukunstlet og stærk som bare fanden. Når Hans Morten maler motiver fra de mere eksotiske områder af vores jordklode, er farvestyrken næsten givet af sig selv, men når han bevæger sig ind på vores skandinaviske område med det blødere lys og den ofte blytunge himmel, kommer farvekraften ikke af sig selv. Her må Hans Morten som Erik Hoppe og Oluf Høst bruge hele sin kolossale indlevelsesevne og temperament for ligesom at suge farven ud af omgivelserne og få billederne til at minde om et festfyrværkeri eller, for nu at blive lidt højstemt, et naturevangelium.

 Det er klart, at for en kunstner som Hans Morten, betyder tidens aktuelle stiltrends mindre end den indre overbevisning om at gøre det rigtige og nødvendige. Det er uomtvisteligt, at hans slægtskab ligger hos ekspressive og farvestærke kunstnere som de tyske ekspressionister, ikke mindst Emil Nolde, og så de danske ditto med Hoppe og Høst som de mest oplagte eksempler.Da stil for alle disse var underordnet spørgsmålet om udtrykskraft og visioner, er det imidlertid mere et slægtskab i kunstnerisk integritet og kompromisløshed, der gør Hans Morten til en samtalepartner med disse kunstnere.Hans Morten er helt sin egen og det er fornøjelse at følge hans livtag med motiverne. Et livtag, der får os til at føle blodet i vores årer og vække vores slumrende instinkter.